VGF´s mikro-mix hold fik flotte sølvmedaljer ved lørdagens JM for begynderhold i Silkeborg. Gymnasterne præsterede to fine springserier på springbane, samt 3 spring på trampet, hvoraf det ene var strakt overslag. Alle vores 8 deltagere var meget koncentrerede og lavede flotte præstationer her ved deres første konkurrencedeltagelse.
Om formiddagen inden konkurrencen var der træning for alle de 16 deltagende hold, der var fordelt på 6 rækker. Det var en stor oplevelse for vores gymnaster at træne sammen med en masse andre spring-rytmegymnaster i en stor hal fyldt med rigtigt gode springredskaber, så de gik alle til den med stor iver og energi. |